Når vreden tager over
Du elsker din familie. Og alligevel kan der være øjeblikke, hvor du næsten ikke kan holde dem ud.
Måske har du sagt det samme til dit barn fem gange. Søskende skændes, maden skal på bordet, og du kan mærke irritationen vokse i kroppen.
Eller måske er det din partner, der rammer noget i dig. En kommentar. En opgave, der endnu en gang ender hos dig. Følelsen af at stå alene med ansvaret. Eller oplevelsen af ikke at blive set i alt det, du forsøger at få til at hænge sammen.
Og så sker det.
Du hæver stemmen. Bliver hårdere, end du havde lyst til. Trækker dig måske fra kontakten eller siger noget, du bagefter ville ønske, du kunne tage tilbage.
Når roen har lagt sig, kommer tankerne måske:
Hvorfor blev jeg så vred?
Hvorfor ramte det mig så hårdt?
Hvorfor reagerer jeg sådan over for dem, jeg elsker allermest?
For mange er det netop dét, der gør vreden så svær. Ikke kun følelsen i sig selv, men også det, den bagefter kan få os til at tænke om os selv – som forælder, som partner og som menneske.
Men måske skal vi begynde et andet sted.
Ikke med spørgsmålet om, hvordan du får vreden til at forsvinde, men med en nysgerrighed på, hvorfor den overhovedet kommer.
Vreden er ikke nødvendigvis din fjende
Vrede er en naturlig del af vores følelsesliv.
Den kan hjælpe os med at mærke, når noget er for meget. Når vores fysiske eller personlige grænser bliver overskredet. Når noget vigtigt for os er på spil. Vreden kan mobilisere os til at beskytte os selv, sige fra eller forsøge at genoprette en grænse, der er blevet overskredet (Tidén, 2019).
På den måde kan der være vigtig information i vreden.
Men nogle gange opdager vi først vreden, når den er blevet meget stor.
Måske har du været presset siden morgenstunden. Du har sovet dårligt, haft travlt på arbejde, hentet børn, handlet, lavet mad og forsøgt at være tilgængelig for alle omkring dig.
Undervejs har du måske haft brug for en pause. For hjælp. For stilhed. For at nogen tog over et øjeblik. Eller måske bare for at nogen så dig og spurgte, hvordan du havde det.
Men du registrerede det knap nok.
Du fortsatte bare.
Og så vil dit barn pludselig ikke have sko på. Eller din partner spørger, hvad I skal have til aftensmad, og du mærker vreden skylle ind over dig.
På overfladen kan det se ud, som om det var skoene eller spørgsmålet, der gjorde dig så vred.
Men måske var din grænse blevet nået længe før.
Vrede, som vi har haft svært ved at mærke eller give et hensigtsmæssigt udtryk, kan i nogle tilfælde bygge sig op og senere komme til udtryk mere indirekte eller med større intensitet (Tidén, 2019).
Nogle gange er vreden derfor den følelse, der endelig råber højt nok til, at vi opdager:
Jeg kan faktisk ikke mere.
Når reaktionen føles større end situationen
Måske kender du oplevelsen af bagefter at tænke:
Hvorfor reagerede jeg så voldsomt på lige dét?
Det kan være et vigtigt spørgsmål.
For vores følelsesmæssige reaktioner opstår ikke altid alene ud fra det, der sker lige nu. Vi kommer ind i vores nære relationer med en historie.
Gennem livet gør vi os erfaringer med, hvad der sker, når vi bliver vrede, kede af det, bange eller har brug for andre. Vi lærer noget om, hvilke følelser der er plads til. Hvordan konflikter håndteres. Om vores grænser bliver respekteret. Og om vi kan række ud efter andre, når noget bliver svært.
Tilknytningsteorien beskriver, hvordan vores tidlige relationelle erfaringer kan få betydning for de strategier, vi udvikler for at bevare kontakt og håndtere følelsesmæssig utryghed (Hart & Schwartz, 2008).
Nogle af de måder, vi lærte at passe på os selv på, kan derfor følge med os ind i voksenlivet.
Måske lærte du tidligt at klare dig selv.
Måske blev vrede mødt med mere vrede, og du lærte at trække dig.
Måske skulle du være den nemme, dygtige eller ansvarlige og blev god til at mærke, hvad alle andre havde brug for, før du mærkede dig selv.
Eller måske var vrede den måde, man blev hørt på hjemme hos dig.
Det betyder ikke, at vores barndom forklarer alt, hvad vi gør som voksne. Vores relationelle mønstre er heller ikke fastlåste, men udvikler sig gennem livet (Hart & Schwartz, 2008).
Men vores erfaringer kan være med til at forme den måde, vi reagerer på, når noget bliver følelsesmæssigt svært.
Og vores nærmeste relationer kan være det sted, hvor de erfaringer pludselig bliver meget levende.
Når dem, vi elsker, rammer noget i os
Det er ofte i vores nærmeste relationer, at vores stærkeste følelser bliver vækket.
Det giver på sin vis god mening. For jo mere en relation betyder for os, desto mere kan der også være på spil.
Når dit barn afviser dig, ignorerer dig, råber ad dig eller ikke gør det, du beder om, kan det vække noget stærkt.
Det samme kan ske, når din partner trækker sig midt i en konflikt, ikke ser det, du har brug for, kritiserer dig eller ikke reagerer på den måde, du havde håbet.
Måske mærker du først irritationen eller vreden:
Du er også altid ligeglad.
Hvorfor skal jeg stå med alting?
Kan du ikke bare for én gangs skyld …
Men hvis vi bliver lidt længere i oplevelsen – uden straks at forsøge at få vreden væk – kan der nogle gange vise sig mere.
Jeg føler mig alene.
Jeg savner, at du ser mig.
Jeg har brug for at mærke, at vi er sammen om det her.
Jeg bliver bange for, at jeg ikke betyder noget.
Eller måske er det noget helt andet.
I emotionsfokuseret terapi skelnes der blandt andet mellem primære og sekundære emotioner. En sekundær emotion kan opstå som reaktion på en anden, mere umiddelbar følelse og kan gøre det vanskeligere for både os selv og den anden at få øje på det behov, der er knyttet til den oprindelige følelse (Stiegler, 2015).
Det betyder ikke, at der altid gemmer sig sorg, frygt eller sårbarhed bag vrede. Vrede kan være en sund og nødvendig primær følelse i sig selv.
Men nogle gange kan vreden være den følelse, vi lettest får adgang til, mens fx sorg, frygt, afmagt, ensomhed eller længsel kan være sværere at mærke – og endnu sværere at vise til et andet menneske.
Her kan det være hjælpsomt at møde vreden med nysgerrighed:
Hvad skete der egentlig i mig lige dér?
Når gamle mønstre bliver levende
Vi lærer tidligt noget om, hvordan vi skal være sammen med andre mennesker.
Ikke nødvendigvis gennem det, nogen fortæller os, men gennem de erfaringer, vi gør os i vores nærmeste relationer.
Måske lærte du, at det var bedst ikke at fylde for meget. At du skulle kunne klare dig selv. At konflikter var farlige. At vrede skulle holdes tilbage. Eller at du måtte blive meget tydelig, før nogen lyttede.
Når bestemte følelser eller behov gennem længere tid ikke opleves som mulige at vise i en relation, kan vi udvikle måder at beskytte os selv og relationen på. I tilknytningsteori og Winnicotts forståelse af det falske selv beskrives på forskellige måder, hvordan sådanne tilpasninger kan få betydning for kontakten til vores egne følelser og behov (Hart & Schwartz, 2008).
Derfor kan vi som voksne komme til at gøre noget, vi egentlig ikke ønsker.
Vi råber, selvom vi havde besluttet os for ikke at råbe.
Vi trækker os, selvom vi egentlig længes efter kontakt.
Vi angriber, selvom det, vi inderst inde ønsker, er at blive mødt.
Eller vi tilsidesætter os selv igen og igen, indtil der ikke er mere plads – og vreden bryder igennem.
Når vi begynder at få øje på disse mønstre, handler det ikke om at placere skyld hos os selv eller andre.
Det handler om at forstå.
For det, vi kan få øje på og blive nysgerrige på, får vi også større mulighed for at forholde os anderledes til.
Og så kommer skammen
For mange stopper det ikke, når vreden har lagt sig.
Bagefter kommer selvkritikken.
Jeg burde have kunnet styre mig.
Andre forældre råber sikkert ikke sådan.
Hvorfor kan jeg ikke bare være mere rummelig?
Jeg er en dårlig mor.
Jeg er en dårlig partner.
Her er der en vigtig forskel på at kunne mærke:
Jeg reagerede på en måde, jeg ikke ønsker at reagere på.
og:
Der er noget galt med mig.
Skam kan netop være forbundet med en oplevelse af forkerthed i selvet – ikke blot at vi har gjort noget, vi fortryder, men at der er noget forkert ved den, vi er (Holm, 2021).
Når vi bliver optaget af at fordømme os selv, kan det samtidig blive sværere at undersøge det, vi faktisk havde brug for at forstå:
Hvad skete der med mig?
At forstå sin vrede er ikke det samme som at bortforklare den.
Vores følelser kan give mening, samtidig med at vi tager ansvar for den måde, vi handler på. Det er ikke nødvendigvis hjælpsomt for vores børn eller vores partner, at vi råber, skræmmer, angriber eller lukker dem ude.
Men ansvar og omsorg for os selv behøver ikke være modsætninger.
Vi kan godt sige:
Det her ønsker jeg at tage ansvar for.
Og samtidig:
Jeg vil gerne forstå, hvorfor det blev så svært for mig.
Fra at bekæmpe vreden til at forstå den
Når en følelse bliver voldsom, vil vi ofte gerne have den væk.
Vi vil kontrollere den. Løse den. Tage os sammen.
Men i stedet kan vi forsøge at sætte tempoet lidt ned og blive nysgerrige på det øjeblik, hvor noget begynder at ske i os.
Hvad mærker jeg i kroppen?
Hvornår begynder irritationen?
Hvad skete der lige inden?
Hvad får jeg lyst til at gøre?
Hvad fortæller jeg mig selv om den anden – eller om mig selv?
Og hvis vi bliver lidt længere:
Hvad blev egentlig ramt i mig?
Hvad længes jeg efter?
Hvad har jeg brug for?
I emotionsfokuseret terapi arbejder man netop med at nærme sig og undersøge den følelsesmæssige oplevelse frem for alene at forsøge at kontrollere eller tænke sig væk fra den. Følelser kan på den måde blive en kilde til information om blandt andet vores behov og det, der er vigtigt for os (Stiegler, 2015).
Nogle gange opdager vi, at vreden kom, efter vi havde tilsidesat os selv hele dagen.
Andre gange finder vi en sorg, frygt eller afmagt, som vi ikke nåede at registrere.
Måske opdager vi et behov for hjælp, nærhed, respekt, ro eller at blive set.
Og nogle gange får vi øje på et gammelt mønster, som engang gav rigtig god mening, men som ikke længere hjælper os på samme måde.
Der findes ikke nødvendigvis én rigtig forklaring på din vrede.
Det handler snarere om langsomt at lære dit eget følelsesmæssige landskab bedre at kende.
Du behøver ikke holde op med at blive vred
Målet er ikke, at du skal blive den forælder eller partner, der altid er rolig, rummelig og siger det helt rigtige.
Du kommer til at blive frustreret. Du kommer til at have grænser. Og du kommer til at opleve situationer med dem, du elsker, hvor stærke følelser bliver vækket.
Forandringen kan måske begynde et andet sted.
I at du gradvist opdager lidt tidligere, når noget begynder at bygge sig op.
At du bliver bedre til at mærke dine egne grænser, før de for længst er overskredet.
At du kan genkende, når noget i situationen rammer dig særligt hårdt.
At du får lettere ved at mærke de følelser og behov, der også kan være til stede.
Og at der på den måde kan opstå lidt mere plads mellem det, du føler, og det, du gør.
Ikke fordi vreden skal væk.
Men fordi du kan begynde at forstå, hvad den fortæller dig – og få større frihed til at vælge, hvordan du vil handle på den.
Når du har lyst til at forstå dine egne reaktioner
Hvis du kan genkende noget af dig selv i teksten, kan terapi være et sted, hvor vi sammen undersøger det, der sker i dig.
Ikke for at finde fejl eller fortælle dig, hvordan du burde være som forælder eller partner.
Men for med nysgerrighed og omsorg at forstå dine reaktioner, dine følelser og de mønstre, du bærer med dig.
For nogle handler det om at kunne mærke egne behov og grænser tidligere. For andre om at få adgang til følelser, som længe har været svære at være med. Og for andre igen om at forstå, hvorfor bestemte situationer i familien rammer så hårdt.
Vi begynder med dig og det, der fylder hos dig.
Jeg tilbyder individuel psykoterapi i København, online og som terapi i bevægelse i Dyrehaven.
Referencer
Hart, Susan & Schwartz, Rikke (2008). Fra interaktion til relation. Hans Reitzels Forlag.
Holm, Inge Schützsack (2021). Forkert. Skam, skyld og selvsabotage. Historia.
Stiegler, Jan Reidar (2015). Emosjonsfokusert terapi. Gyldendal.
Tidén, Martin (2019). Emotioner af liv.
